Tilbage til listen over artikler

SÆLGEREN 9903 side 10-11 - akupunktur

Tilbud til ti: Nåle mod piskesmæld


Af Peter Hjorth

Akupunktør i København hævder at kunne afhjælpe eller fjerne generne fra piskesmæld og tilbyder nu for at bevise det - ti medlemmer af DANSKE SÆLGERE hver op til ti behandlinger

- Du har vel ikke noget imod at slappe af, vel? spurgte akupunktøren. Og så hakkede hun en stor nål ned i hovedbunden på SÆLGERENs udsendte - og udsatte (?) - medarbejder.

- Når denne energibane oven på dit hoved bliver aktiveret, stresser hele kroppen af efter nogle få minutter - det bruger jeg altid på mine patienter.

Sandelig - det virkede. En veltilpashed bredte sig fra top til tå uden at sløve hjernen. Og dermed havde indehaveren af firmaet New Energy i Glostrup ved København, akupunktør Birgitte Kruse, demonstreret, at der måske var noget om snakken.

Sagen er, at hun som relativt nystartet akupunktør - færdiguddannet sidste efterår - havde læst nogle artikler i SÆLGEREN om piskesmæld. Og da hun er sikker på, at akupunktur i langt de fleste tilfælde kan hjælpe piskesmæld-ofrene, henvendte hun sig til SÆLGERENs redaktion for at tilbyde et projekt:

Ti medlemmer af DANSKE SÆLGERE med piskesmæld, der er anmeldt som arbejdsskade, kan hver få op til ti behandlinger i en periode på tre-fire uger.

Arbejdsskade

Rolf Hansen har været ansat i DANSKE SÆLGEREs A-kasse i godt et halvt år. Han har behandlet ca. 30 sager, der er anmeldt som arbejdsskader, og heraf drejer 80 pct. sig om piskesmæld.

- Derudover taler jeg med mange medlemmer, som blot ringer for at få lidt råd og vejledning mht. piskesmæld. Så min fornemmelse er, at der blandt sælgere er utrolig mange flere med piskesmæld, hvor skaden ikke er anmeldt til os. Det skyldes bl.a., at medlemmerne ikke ved, at piskesmæld kan være en arbejdsskade, siger Rolf Hansen, der i øjeblikket har ca. én ny anmeldelse af piskesmæld som arbejdsskade om ugen. Og tallet er voksende.

Akupunktøren giver ham ret i, at det er et stigende problem: - Jeg tror, det er et fuldstændig korrekt billede af situationens alvor, siger Birgitte Kruse.

- Kun en brøkdel, 20-30 pct., af piskesmæld anmeldes som arbejdsskade. Det ses tydeligt her i mit forretningsområde, hvor der er mange mindre virksomheder med sælgere ansat. Senest har jeg haft tre akutte sager, hvor piskesmæld har udviklet sig til alvorlige gener.

- Derfor anbefaler jeg altid mine patienter at gå til læge for at få piskesmældet diagnosticeret og registreret som arbejdsskade.

- Jeg synes, det er synd for folk, at de lader piskesmæld forpeste deres tilværelse. I langt de fleste tilfælde kan lidelsen afhjælpes - eller i hvert fald lindres betydeligt, så de får et helt andet og bedre liv. Derfor er det vigtigt at få gjort noget ved sagen. Nu.

Akupunktur

Mange ved kun, at akupunktur er noget med nåle. Man har bange anelser om, at det gør ondt at blive stukket - og at det her i disse aids-tider formentlig foregår med nogle beskidte genbrugsnåle. Så kan man godt tro om. For på New Energy-klinikken bruges der - ligesom mange andre steder - udelukkende sterile engangs-nåle i flere forskellige længder og tykkelser. Og man kan højst mærke et lillebitte prik, når nålen stikkes ind under huden.

- Akupunktur er en 5000 år gammel behandlingsform fra Kina. Den kom til Europa omkring år 1900, men faktisk først til Danmark i 1970´erne, fortæller Birgitte Kruse.

- Først inden for de seneste år er akupunktur blevet accepteret for alvor - bl.a. takket være nogle af vores største sportsstjerner, f.eks. cykelrytteren Bjarne Riis.

- Akupunktur er i princippet atstikke nåle i folk. Herved får vi mulighed for at ændre balancerne i kroppen, der er bygget op med et elektrisk system - kaldet meridianer. Heri løber en masse elektriske impulser. Meridianerne krydser hinanden mange forskellige steder, og der findes 365 meridianpunkter på kroppen og over 100 i øret. Hvis der kommer en blokering, kan strømmen ikke løbe videre. Det betyder, at nogle efterfølgende meridianer og organer i kroppen kommer til at mangle energi - og "lyset går ud".

- Man kan bedst sammenligne det med en transistorradio med seks batterier. Hvis de vender korrekt - og ikke er flade - spiller musikken. Men hvis blot et af batterierne vender forkert, kommer der ikke strøm frem til lydkilden.

- Når det gør ondt i kroppen, skyldes det ubalance - enten pga. over- eller underenergier. Og hvis det gør ondt hele tiden, skyldes det, at strømmen har hobet sig op. Tænk på f.eks. en myose i nakken, der skyldes for megen energi. Hvis jeg stikker en nål i myosen, forsvinder den i løbet af 20 minutter - og overenergien løber videre ud i kroppens elektriske system.

- Med akupunktur får du "åbnet sluserne og skyllet systemet igennem". Det giver nogle helt andre muligheder for at behandle patienter end tidligere - f.eks. var en person meget tæt på mig indstillet til en bypass-operation pga. forkalket kranspulsåre i hjertet. Efter blot to akupunktur-behandlinger var systemet renset, og han blev som et nyt menneske igen.

- Heldigvis kan vi se, at lægerne så småt er begyndt at anerkende akupunktur som en nyttig behandlingsform. Eksempel: For et stykke tid siden blev begge mine forældre i Randers behandlet af en tilkaldt vagtlæge - og han brugte akupunktur. Men generelt er lægerne ikke glade for at acceptere os.

Selvforskyldt

Det kræver stor viden og akkuratesse at kunne placere nålene korrekt på kroppen. Og stederne varierer fra person til person.

- Til hvert organ i kroppen, til hver meridian, hører nemlig forskellige muskelgrupper. De typiske piskesmæld-gener opstår i de store muskler i hver side af nakken. Disse muskler er i direkte meridian-forbindelse med maven - og styres altså herfra. Hvis det derfor gør ondt i disse nakkemuskler efter piskesmælds-uheld, skyldes det sandsynligvis forudgående problemer med maven hos patienten.

- Mange lidelser er selvforskyldte, og rigtig mange af dem kommer fra vort mavesystem. Derfor er det vigtigt at betragte patienterne som hele mennesker - og de skal udspørges om helbredet i øvrigt, før nålene sættes i, siger Birgitte Kruse.

Akupunktøren

Birgitte Kruse stiftede bekendtskab med akupunktur for ni år siden, da hun efter nogle få behandlinger på næsten mirakuløs vis blev kureret for en migræne, der mere eller mindre havde invalideret hende siden barneårene. Den oplevelse satte markante spor i hendes sind.

- Jeg besluttede mig for at ville lære akupunktur på et tidspunkt. Efter nogle år i erhvervslivet - senest som markedschef i et stort norsk firma og medlem af DANSKE SÆLGERE - påbegyndte jeg studiet. Men 60 timers arbejdsuge og tre små børn levnede ikke megen plads til akupunktur-studier. Så jeg kvittede mit karriere-job og blev fuldtids-student på Helseskolen i Søborg.

Birgitte Kruse klarede uddannelsen på rekordtid. I stedet for de normerede to år brugte hun kun seks måneder. Som hun selv udtrykker det: - At tage min HD-eksamen var det rene vand ved siden af akupunkturen.

Og i dag er Birgitte Kruse medlem af foreningen "Praktiserende Akupunktører". Medlemmerne er alle uddannet, eksamineret og godkendt som akupunktør, har autorisation fra Dansk Akupunktur Råd, har patient-ansvarsforsikring, har kolleger over hele landet og bruger kun sterile engangsnåle.

Sådan kommer du med i forsøget

Projektet med akupunktur mod piskesmæld gælder som nævnt ti medlemmer af DANSKE SÆLGERE, der hver især får op til ti behandlinger.

Der er knyttet nogle betingelser til tilbuddet:

Deltagerne skal have anmeldt deres piskesmæld som arbejdsskade (dvs. være lægeligt diagnosticeret som piskesmældsskade) .

Tilmelding til projektet foregår direkte og skriftligt til Birgitte Kruse.

Udvælgelsen af deltagerne foretages af Birgitte Kruse i samråd med socialrådgiver Rolf Hansen, DANSKE SÆLGEREs A-kasse. Han arbejder hver dag med rådgivning af piskesmæld-ramte medlemmer.

Behandlingerne skal foregå på klinikken New Energy i Glostrup.

Behandlingerne skal ske på tidspunkter, som vælges af Birgitte Kruse.

SÆLGEREN får i tekst/foto lov til at følge behandlingerne samt interviewe deltagerne.

Sidste frist for skriftlig tilmelding er mandag 15. marts 1999. Herefter vil udvælgelsen af de ti deltagere finde sted inden for en uge, og de vil efterfølgende blive indkaldt til et samlet orienteringsmøde på klinikken. Interesserede er velkomne til at ringe til Birgitte Kruse for supplerende oplysninger.

yymindreendnu.jpg (787 bytes)