Tilbage til listen over artikler

SÆLGEREN

Et svært tilfælde


Af Hanne Pedersen

Bjarne Bødker fra Herlev har været en "tung patient" oven på en voldsom ulykke - men behandlingen er lykkes.

Bjarne Bødker fra Herlev er vel nok den, der har været ude for den værste ulykke af de sælgere, som har deltaget i akupunktør Birgitte Kruses forsøg på at fjerne smerter efter piskesmældsskader.

Den 31. oktober 1996 er Bjarne Bødker på vej til et kundebesøg fra Herning til Fyn, da hans bil kommer i skred, fortsætter over i den modsatte kørebane og ruller rundt to gange. Derved smadrer Bjarne Bødker sideruden med sit hoved, ryger ud af ruden og lander bevidstløs otte-ti meter fra bilen. "Eneulykke uden årsag" hedder det efterfølgende i politirapporten.

Han indlægges på intensiv afdeling på Herning sygehus og her konstaterer man bl.a. et brækket skinneben, et overrevet ledbånd i den ene hånd, hjernerystelse samt diverse flænger og sår.

Dagen efter overføres Bjarne Bødker til Herlev Sygehus med fly, opereres og får gips på arm og ben. Efter nogle dage sendes han hjem på sygeorlov med en kørestol og stærk medicin til dels at dulme smerter og dels få muskulaturen til at slappe af. Først da han vil begynde at bevæge sig rundt ved hjælp af krykker, opdager han, at to af ribbenene er brækket.

- Jeg er utrolig heldig midt i ulykken, siger Bjarne Bødker i dag.

- Jeg kunne lige så godt være landet under bilen eller have brækket ryg eller nakke.

Efter tre måneder begynder Bjarne Bødker atter at arbejde, men lider af voldsomme hovedpineanfald, hvor alting flimrer og han ser stjerner.

- Men jeg tilskriver det hjernerystelse og vil ikke overreagere, forklarer han.

Imidlertid bliver der et mønster i hovedpinen således, at aftener og nætter bliver helt forfærdelige efter fysisk udfoldelse eller træthed. Bjarne Bødker kan således ikke længere dyrke badminton, løb eller cykling, og kan hverken udholde at bukke hovedet forover eller bagover.

Adskillige besøg hos fysioterapeut og kiroprakter har ingen effekt.

- Så læste jeg artiklen om Birgitte Kruse, og har deltaget i hendes forsøg. Og jeg er utrolig glad for at kunne sige, at efter 15-17 behandlinger har jeg ikke længere problemer med hovedpine, siger Bjarne Bødker. Han brugte bl.a. sin tre ugers ferie i juli på at male loft – og har intet mærket til hovedpine.

- Jeg kan alene tilskrive det akupunkturen, og jeg er overbevist om, at effekten er varig. Derfor kan jeg selvfølgelig anbefale sådanne behandlinger på det varmeste til andre, som i dag lider på grund af et piskesmæld, fastslår Bjarne Bødker.

yymindreendnu.jpg (787 bytes)